Jeg plejer ellers at være morgenmenneske, og stå op ved 4-5 tiden. Men ikke lige i går.
Pu ha det føltes som om jeg havde haft håndværkere på besøg i nattens løb, som havde slået mig i hovedet med en hammer, stoppet min næse til, og glemt deres sandpapir i min hals :-/
Men op kom jeg da.
Jeg starter som regel altid mine morgener med at drikke min kaffe på bagtrappen, men det har jeg ikke gjort i nogle dage fordi det har været for vådt/koldt. Men i går blev jeg helt overrasket over, hvor mildt det var i vejret da jeg kom ud på trappen. Så jeg hentede min kaffe og sad der i en times tid, og nød den milde sensommerluft, duftene og vores havemisser.
Da jeg havde været inde og spise lidt, tænkte jeg at jeg ville sætte mig ud i haven.... eller måske lige klippe døde blomsterhoveder af... ikke lave noget vildt. Bare nusse lidt rundt.
Det var også min intention. Jeg fik da sat min kaffekop på bordet (og sat mig ned i ca. 10 sek. hvis man altså kan kalde det at sidde!) så hentede jeg saksen og gik i gang med roserne, de Stolte Kavalerer .... og ja... inden jeg fik set mig om (du kender det garanteret godt selv), så havde jeg også luget mit rosenbed, og var gået i gang med at luge i højbedene i køkkenhaven.
For en gang skyld følte jeg ikke noget "pres" på mig over alt muligt der skulle laves. Måske var det fordi jeg var gået i haven, med den plan om kun at slappe af, og aller højest nusse lidt rundt.
Jeg hyggede mig helt vildt, og jeg havde faktisk også fået det meget bedre efter et par timer i haven :-D
Det blev desværre ikke til så mange billeder fordi min kamera løb tør for strøm...
| Lav Regnbuelupin, Lupinus x Regallis. |
Men jeg nåede da at tage billeder af en af de Lupiner jeg såede i foråret. Selv om den kun er ca. 10 cm. høj så har den allerede sat sin første blomsterstand. Den er bare så nuttet :-)
| Ja vores jordbær blomstrer sørme stadig, men tvivler nu på den når at sætte modent bær. |
| Duehoved fra Fru Høneballe. |
Sidste år var jeg så heldig, at være aftager af nogle af Fru Høneballes mange overskudsplanter.
Hun sendte mig en kasse med små aflæggere. Nogle af dem vidst jeg godt hvad var, for vi havde aftalt at jeg skulle have nogle af hendes Geranium, som breder sig mere end villigt i hendes smukke have, men så havde den søde dame sørme også sendt nogle overraskelser med :-D
Bl.a. denne smukke Duehoved, som nu blomstrer for første gang i min have. Den har jeg aldrig haft før, så den er jeg rigtig glad for.
At den hedder Duehoved forstår man jo godt når man kigger på blomstens form.
| Når man kigger på blomsterne på Duehoved synes jeg det ligner sådan nogle små dueunger, der i deres rede, rækker hovederne op og tigger mad. |
| Min "skygge" der følger mig, hvor jeg går og står. |
| Balancekunst af de store. For man "skal" da drikke der hvor det er mest besværligt ikk´ :-D |
Nå ja jeg havde da fået det lidt bedre af at være i haven, men ikke mere end at jeg ret hurtigt blev træt, og måtte gå ind.
Da jeg kom ind så jeg, hvor slemt vejr vi har i vente i de kommende dage, så jeg er rigtig glad for, at jeg havde været i haven og nyde, måske, vores sidste varme sensommer dag.
I formiddags kom min søde bonusdatter forbi med hendes 2 skønne unger. Hvor er det sjovt, at se når ungerne (på 2 og snart 5 år) går på rov i Bedstes drivhus, og køkkenhave (det må de gerne) :-D
Inden de skulle køre hjem var jeg lige i haven og finde lidt godt til dem. For der er ikke meget at rutte med når man er studerende (med børn) på en SU. Det blev til lidt tomater, chilier, basilikum (grøn og rød), purløg, syltede rødbeder, og en buket Stolte Kavalerer.
Jeg har sagt til hende, at hun ikke skal bruge sine penge på persille, purløg og den slags vi har i haven. Hun må hellere end gerne få det herude, og jeg synes kun det er skønt at dele vores overskud med vores unger. Så kan hun også være sikker på at det de spiser ikke er sprøjtet med alverdens skidt og møg.
Nå men her er aftens planlagte aftale aflyst, så vi skal bare være herhjemme og pleje vores virus, og hygge med hvad vi nu finder på.
Men først skal jeg lige på en haverunde, det har jeg nemlig ikke nået i dag.
Kan du have en god dag/aften.
Hygge fra Mamse :-)