onsdag den 28. marts 2012

Ta daaaa.... så er det her!

I går fik jeg den længe ventede  sms!!!
Om hvad? om min Kastanjehegn ville ankomme i dag ski da! :-D



Og nu står det ude i gårdspladsen. 2 glade ruller hegn :-D
Hvordan jeg kan regne ud de er glade? de skal jo op i min have for søren da, derfor. Ja og grunden til jeg kun viser den ene rulle er, at jeg jo nødig skulle overbelaste jeres øjeæbler, med for meget lækkerhed ;-D hi hi....
Nå men imens jeg  ventede på mit hegn skulle ankomme, gik jeg op i drivhuset og fik priklet de sidste Hosta, og Lupiner ud. Det blæste/blæser nemlig så meget at jeg ikke orkede at ordne min trærod, som det ellers var planen, at jeg skulle rense for jord med skvalderkål og små rødder.

Hosta.
Lupinerne før de blev priklet ud.

Det var godt nok ikke alle Lupinerne, der var klar til at blive priklet ud, men det blev de altså alligevel.

Så tænkte jeg, at nu jeg var i drivhuset kunne jeg lige så godt så nogle Tagetes. You now jeg købte jo frø til "Vanilla" Tagetes for noget tid siden. Men det var da en totalt skuffelse at åbne posen, først troede jeg de havde glemt at putte frø i posen, da jeg fik øje på en lille bitte pose i posen. I den lille bitte pose lå der 15 stk. forkølede frø!
Hvorfor er de så nærrige når de putter frø i poser?

Nå men derud over har jeg sået Pragtsnerle, også har jeg forsøgt at så Pæon! Ja jeg ved ikke om det kan lade sig gøre. Men sidste år tog jeg frøkapslen af den Pæon, der havde blomstret. Nu må vi se om det lykkedes. Ellers har jeg i hvertfald forsøgt.

Da jeg havde modtaget mit hegn, gik jeg ind igen. For det blæste så meget, at jeg ikke helt følte mig tryg i drivhuset.
Nå men vejret skulle jo blive dårligere i morgen og dagene frem øv.... så må vi se hvornår mit hegn kan komme op på plads.
Men i hvertfald er der blevet lidt bedre plads herinde efter at nogle af mine frølinger er flyttet i drivhuset. Så de næste par dage skal nok gå med, at så nogle flere blomster. Nu er der jo igen blevet plads i vindueskarmen.

Ha´en dejlig blæsevejrsaften.
Hygge fra Mamse.

tirsdag den 27. marts 2012

Mere forår....

Nå det tog lidt hårdere på mig, havearbejdet i torsdags, end jeg havde regnet med. Synes jo ellers at jeg tog mange pauser, men åbenbart ikke nok. SÅ´ ka´ jeg lære det kan jeg ;-D

I går var jeg lige ude i drivhuset og ordne lidt.
Jeg var nød til, at passe på jeg ikke tog for hårdt fat, så jeg blev nød til hele tiden at sige til mig selv; "Tag det roligt, ellers varer det endnu længere tid inden jeg kan komme rigtig i haven."

Zinkbalje med 3 potteroser.

Lidt fik jeg gjort. Bla. fik jeg plantet min zinkbalje til med 3 potteroser, der efterhånden var blevet for store til, at stå inde i vindueskarmen.
Min nye stålreol, fra Jem&fix blev samlet, (det klarede Morten dog) og sat i drivhuset.
Her vil  jeg lige tilføje. Har du også planer om at anskaffe dig en stålreol til drivhuset, så lad være at købe den til 75 kr, som jeg gjorde. Den er blød som smør, og holder sikkert ikke ret længe tror jeg. Bare man lige skubber lidt til den med foden bøjer benene!!!
Så den næste stålreol jeg skal have bliver en lidt bedre kvalitet har jeg lovet mig selv.

Nå men helt har jeg jo ikke kunnet holde mig fra haven, hver dag har jeg lige skullet rundt med kameraet for at "indsnuse" foråret, og hvad der kommer op.

Masse af løgvækster kommer der op.
Også så jeg lige en lille pudsighed;
Scilla sibirica, med hvid blomst!! imellem de normale blå.
En humlebi i Scillaen.
Hovsa, humlebien var vist lidt for tung for blomsten.
Nå det var vist lidt svært at se, men imellem de alm. blå Scilla sibirica var der en hvid. Det synes jeg ikke jeg har set før.
Pæonerne er også kommet et pænt stykke op nu.
En af Akelejerne.
Sct.Hansurten kommer også nu.

Prøv lige at se alle de løgvækster der er på vej op.
Ude i bedet foran huset er det helt vild så mange løgplanter der kommer op nu. Det bliver simpelhen så skønt når det hele springer ud.
Her kan man bedre se den hvide "farisær" der kommer imellem de blå Scilla.
Ja også har jeg jo fået mig en ny ven ;-D
Min nye ven, en lille missepige.
Billedet er taget i går inde fra drivhuset. Hun kunne ikke finde ud af at komme ind til mig, så hun sad og kaldte udenfor. Hun er en sjov lille en´, stadig killing, meget nysgerrig, men stadig lidt frygtsom.

I dag er dagen, hvor jeg vil prøve at sætte nogle af mine Hostafrølinger ud i drivhuset. Jeg mangler plads herinde til flere frøbakker så jeg er nød til at forsøge. I første omgang bliver de stillet i det lille drivhus, i drivhuset. (Det lille drivhus, er sådan et´man kan købe i Rema 1000 i denne uge, i grønne rør med plasticovertræk.)

Nå nu vil jeg ud og kigge på "sagerne", og se om jeg kan få lavet en lille smule.
Ha´en forhåbentlig rigtig dejlig solskinsdag.
Hygge fra Mamse.

torsdag den 22. marts 2012

Gæt en knold ;-D

Nu har jeg været ude og tage et billede af de spirer jeg opdagede i går. Knolden blev selvfølgelig sat i en potte, med det samme da jeg opdagede at der var liv i den.
Nu er spørgsmålet så bare, hvad er det for en?

Gæt en knold.
Til dem, der ikke lige ved hvad jeg taler om, så var det altså en planteknold jeg fandt i går i min haveaffaldsdynge, der viste sig at være liv i.
Sidste år købte nogle planteknolde, men da de ikke havde vist tegn på liv smed jeg dem ud for et par uger siden da jeg var ved, at rydde op i mit drivhus. Også opdagede jeg lige de røde spirer i går da jeg lige var ude og tømme en potte for en nedvisnet chiliplante.
Nu er spørgsmålet så bare, hvad det er. Den kan være en Phlox  paniculata "Bright Eyes", eller en Campanula "Kent Belle" eller..... ja så ved jeg ski ikke hvad det er. Spændende.

Nå men i dag har det jo været et helt fantastisk vejr. Det er helt sikkert nok fordi det er Lisbeth´s fødselsdag (fra Høneballehaven) ;-D
Endelig blev der tid til, at komme ud i haven og nyde det gode vejr. Og ikke mindst, at tage min nye havekærre i brug.
Jeg har ordnet i forhaven. Klippet visne stauder ned, og revet blade og grene sammen.

Før jeg gik i gang.
Efter lidt forårs rengøring.
Der blev holdt kaffepauser, og "nussepauser".  Ja hvad er det? Det er såmen når jeg får besøg af ham her;
"Besøgsmissen"
Han bor her i nærheden, ved ikke lige helt hvor. I flere år var han meget sky, og forsvandt så snart man kom for tæt på. Men pludselig en forårsdag sidste år, besluttede han sig for, at jeg ikke var farlig mere. Siden er han kommet og besøgt mig næsten hver dag. Er jeg ikke ude "kalder" han på mig, og er jeg ude, render han mig i r.... hele tiden, eller ligger lige i nærheden. (Rart hvis man lige får lyst til at blive nusset lidt.)

"Hold nu op med det der, og nus mig"
Han er i det hele taget meget afslappet, og en kælepot.

Ja man kan da lige gøre sig lidt lækker her i solen.

Jeg har måtte kassere flere billeder end normalt, for hver gang jeg gik på hug for, at få et billede af en lille blomst, mente han bestemt at det var fordi han skulle nusses.

Ja ja jeg skal jo lige holde øje med om der er nogle der vover sig ind på mine enemærker.
Så der er poter på flere fotos. Skidt pyt han er en rigtig hyggelig lille fætter.

Der sker meget i haven for øjeblikket, uha som det hele vælter op.
Scilla Sibirica, russisk Scilla.
Nu kan vi også se, hvor Tulipanerne og Narcisserne kommer. Dem der ikke er blevet spist altså! For lige som Eva (fra bloggen "evigglad") Så er der også flere af mine Tulipaner der er spist, eller bidt i.
Men heldigvis er det ikke alle, der er forsvundet.
Tulipaner i bedet ud mod grusvejen.
Og her er der også nogle.
Det spirer.
Hvis du nu sidder og undre dig over de forskellige bedlamper er forklaringen altså, at jeg købte 2 forskellige for at finde ud af, hvilken der var bedst ;-D Også måske fordi jeg er lidt fisk :-D hi hi....
og har jeg så fundet ud af det.... jaaa.... naaaa..... måske :-D

Bladknopper på den ene Syren.
Nu er det jo ikke kun ude der sker en masse, spænd sikkerhedsselen så kører vi;
Lupinus x regalis, Lav Lupin.
Lav Lupin, sået for mindre end en uge siden.

Tobakspibeplante.
Tobakspibeplante, fra Eva med bloggen "evigglad",  sået d. 21-2. Der er spiret 6 stk. ind til videre.

Chili "Black Cuban"
Chili, "Black Cuban" og " Aurora", fra Susanne med bloggen, "Akelejer og andet",  sået d. 21-2 og priklet ud for godt en uges tid siden.
Chili "Aurora"
Hosta.
Hosta, fra Susanne med bloggen "Akelejer og andet" sået d. 30-12-11 og priklet ud her for et par dage siden. Det er dog ikke alle Hosta, der er priklet ud da der stadig er spirer der dukker frem.

Det var mit bidrag i dag.
Hygge fra Mamse.

onsdag den 21. marts 2012

At være uheldig, og heldig samme dag...

For noget tid siden skrev jeg, at vi havde været i Plantorama, og købe Ligusterhæk. Vi plantede den også samme dag, men det fik jeg vist aldrig vist jer.
Så her kan i se det første haverum foran skuret. Der sidder vi rigtig tit om sommeren, og nyder solen. Men jeg syntes der har manglet noget hygge, så planen er, at der først og fremmest skulle plantes en hæk for at give lidt "hulefornemmelse".
Derefter vil vi begge gerne have lavet noget pergola foran til slyngplanter. Og i den forbindelse skal skuret bygges lidt højere. Vi skal alligevel have skiftet loftbjælkerne og loftpladerne i skuret, så kan vi lige så godt gøre det samtidigt. Mere om det senere.

Det første haverum.

For nogle dage siden var jeg ude og plante vores nye Pæretræ. Som jeg skrev sidst er det et familietræ, podet med 4 forskellige pæresorter; "Clapps favorite", "Beurre Hardy", "Herrepære" og "Clara Frijs". Det bliver virkelig spændende for det er kun sorten, "Clara Frijs" vi kender.

Vores nye Pæretræ.
Jeg beklager meget den meget grimme baggrund. Den kan jeg desværre ikke gøre så meget ved, det er nemlig naboens meget grimme garage. Også den ene skråning jeg har renset for gamle rødder, og luget for ukrudt. Og dækket med ukrudtsdug (kun midlertidigt for at jeg kan følge med til, at fjerne ukrudtet.) Skråningen skal muligvis beplantes med de lave Lupiner jeg har sået, og Blomsterkarse. Nu må vi se.

Nå men jeg fik også plantet de 4 Geranium jeg købte;
Geranium platypetalum (Magnificum)
Geranium macrorrhizum "Ingwersens Variety"
Geranium oxonianum "Rose Clair"

Bagefter fik jeg delt en hel masse af vores Vintergækker, og plantet dem op langs hækken i den nøgne have.
Min søde nabo, som havde set jeg gik og rumsterede rundt i haven, kom over og ønskede mig tillykke med fødselsdagen, med sig havde hun en sød lille buket Våriris til mig:-D
måtte jeg lige holde en pause, (det skal der være tid til) så gik vi op i drivhuset, og drak noget kaffe, og spist lagkage. Bagefter fik hun lige en ordentlig håndfuld Vintergækker med løg, med over til sin have. Vi har rigelig, så vi kan godt være lidt gavmilde. Jeg har også gravet en stor pottefuld op til min søster, der kun har de enkelte i sin have.
Siden er dagene bare fløjet af sted, så jeg har slet ikke nået ud i haven.
Dels havde jeg lovet at holde min yngste søns 24 års fødselsdag  d. 19, også har jeg bagefter haft en masse herinde der skulle ordnes.

Krokus i surbundsbedet.


Men i dag skulle jeg ud. Vejret har jo bare været SÅ fantastisk flot.
Morten gik i forvejen for han ville lige samle min havekærre for mig, for det nåede jeg ikke i går. Så ville jeg nemlig også have opdaget, at der hverken var møtrikker eller beslag med til at samle den med :-/ øv.... så vi måtte lige ud at køre en tur.
Da vi langt om længe nåede tilbage var kl. over 16, og jeg var totalt smadret i min ryg, så havearbejde blev det så heller ikke til i dag.
MEN jeg ville dog lige tømme en stor krukke for en vissen Chiliplante fra sidste år, og hvad får jeg øje på der hvor jeg smider mit planteaffald?? en planteknold (indkøbt sidste år, smidt ud for en uges tid siden fordi den ikke havde vist livstegn) med 2 fede, nye, kraftige, røde spirer ta daaaa..... men jeg aner ikke hvad det er! ha ha.... Det kan jeg simpelhen ikke huske. Planteskiltet er jo smidt ud for længst :-D DET bliver spændende, at se hvad det er. Tror jeg må ind og kigge i mit notathæfte, for jeg kan i hvertfald huske, at den er købt i Brugsen. Og at jeg købte flere slags samme dag. Så det må jo være en´af dem.
Dog nåede jeg også en haverunde i dag. Og kunne se at der er store fede nye skud på mine Clematiser.  Billederne jeg tog af dem blev desværre ikke så gode så jeg vil vise jer dem. Prøver igen i morgen.

Da jeg var ude og handle med min søn i forgårs købte jeg lige nogle Tete-a-tete til de Jumbokopper jeg købte den dag jeg var i genbrugsforretningen. Synes lige i skal se dem.



Nå nu vil jeg slutte for denne gang. Undskyld hvis det var et lidt rodet indlæg, men måtte lige opsumerer for den sidste tid.

Hygge fra Mamse.

lørdag den 17. marts 2012

Loppefund og andet.....

I går var dagen, hvor jeg skulle ud og se om jeg kunne finde noget for de gavekort jeg fik i fødselsdagsgave.
Morten havde fri, så vi havde god tid til at finde det helt rigtige.
Først kørte vi ud på "Asmild plantecenter", hvor vi nok brugte ca. 2 timer på at gå rundt og kigge.
Vi brugte meget tid på at kigge på bl.a. frugttræer, for dem skal vi jo bruge nogle stykker af i den frugthave vi skal have etableret.
Som en begyndelse fandt vi et pæretræ, det de kalder et familietræ. Podet med 4 forskellige sorter, bagefter fandt jeg 4 Geranium.
Jeg skal nok skrive de eksakte navne når jeg lige kommer ud og får dem skrevet af. Nu er jeg jo begyndt, at blive lidt præ-senil så jeg husker ikke så godt.
Da vi havde fået lagt pæretræet forsigtigt ind bag i bilen kørte vi i "Land og fritid".

Jeg har længe ønsket mig en havekærre på 80 L. Jeg har nemlig svært ved, at holde til at bruge en alm. trillebør pga. min ryg. Kærren er meget lettere end en alm. trillebør, så har den 2 hjul, og håndtaget er samlet i et stykke så man kan flytte den med en´ hånd. Praktisk hvis jeg en dag er så dårligt, at jeg er nød til, at bruge min stok. Så kan jeg betjene begge dele, hvis jeg absolut, med min stædighed  VIL i haven. :-D



Også købte jeg også lige nogle hegnspæle, så mit kastanjehegn kan blive sat op når det engang dukker op.
På vej derfra kørte vi ind og kiggede i en genbrugsforretning, (hvor vi plejer at købe bøger når vi skal ud at rejse. De fåes nemlig tit til 10-15 kr. ) Tænkte de måske havde noget spændende jeg kunne plante blomster i, eller nowet .-D
Og jeg fandt faktisk noget jeg kan bruge i mit drivhus;

2 Jumbokopper, med tallerkener, og 2 små terracottapotter.
Kopperne, med tallerkener gav jeg 15 kr. pr. stk. og 5 kr. pr. urtepotte. Jeg tror det vil være rigtig sødt med nogle Tete-a-tete i de store Jumbokopper. Eller måske små Hornvioler?

Vel hjemme igen trængte vi til noget hvile i kroppen, så vi indtog hver vores sofa, smed pusselankerne op og fik en kop velfortjent kaffe. Skønt.
Senere dukkede min yngste bonusdatter op, også fik jeg fødselsdagsgaven fra alle 3 bonusunger (som alle er voksne.)
Hold da så lige op, var da lige ved at tro de havde tømt en stakkels boghandel for havebøger.
Der var bl.a.;

5 lækre havebøger, den ene også med opskrifter.

"Morgenfruer og løjtnantshjerter" af Signe Wenneberg.
"Fra Akelejer til Klematis" af Else Als.
"Havens årstider" af Berit Haggren, Micke Persson, og Agnetha Wendel.
"Skov- og surbundsbedet" af Jørn Dannesboe.
"Alt godt fra haven" af Birgitte Hasholt. Denne bog indeholder også opskrifter.

Skønne bøger. Desværre er der ikke tid til at læse havebøger lige for tiden. Der er alt for mange ting, der skal ordnes både inde, og specielt ude. Ja også kæmper jeg jo en kamp med at få det strikketøj færdigt jeg er i gang med, inden mit lille barnebarn ser dagens lys.
Også har min søde svigerdatter så lige spurgt, om jeg kunne tænke mig, at strikke et barnevognstæppe! Åh ja Jullemusen vil gerne, men.....jeg skal nok se om jeg kan nå det ;-D Ja hvad gør man ikke for ens elskede unger, både dem der er ens egne, men også dem der er kommet til.

Jeg skal ud og plante Pæretræ og Geranium, og ......laven en hel masse....
Ha´en rigtig god dag.
Hygge fra Mamse :-D

torsdag den 15. marts 2012

Okay hvad blev der lige af mit Kastaniehegn?.....

I går stod jeg ret tidligt op, kl. 5 eller måske lidt før ;-D det gør jeg i perioder.
Dagen før stod jeg op kl. 4.20!!! Ja jeg ved det godt, nogle mener det er om natten, men jeg kan altså ikke holde ud, at ligge i sengen og vende og dreje mig når jeg er vågen. Og i går kunne jeg da slet ikke holde ud, at ligge for længe; mit nye hegn skulle jo komme..... eller hvad???  FOR HVOR BLEV MIT HEGN AF BILKA???!!! øv..... så må jeg håbe det kommer i dag.

Dagen i går var også dagen, hvor jeg blev 46 år!!! (Shit er jeg virkelig blevet gammel?)
Pu ha hvor tiden går. Normalt føler jeg mig bestemt ikke som en på 46, men i går følte jeg godt nok, at der stod helt forkert på min fødselsattest, for jeg følte jeg var 95 i stedet for!!!. Så tiden må bestemt have taget et gevaldigt spring :-O ho ho ho..... ;-D (Heldigvis har jeg det meget bedre i dag.)
Så fik jeg de fedeste gaver af "overnissen";

Fødselsdagsgaver fra Morten.
En skøn bog om løg og knolde, og 2 gavekort; et til "Land og fritid" og et til en planteskole. YES.

Et udsnit fra bogen; Blomstrende løg og knolde.
Bogen indeholder skønne billeder, og god informativ viden om div. løg/knoldplanter.

Hvis ikke det var fordi jeg ret hurtigt ville nå de 95 så ville det ikke være dårligt, at fylde år hver dag.
Også blev jeg inviteret ud at spise på "Tortilla Flats" af Morten. Vi har spist der før, og det bliver heller ikke sidste gang. For de serverer det lækreste mexicanske mad, også er der hyggeligt derinde.
Men hvis jeg skulle spise der, hver dag ville jeg hurtigt blive gigantisk i omfang ;-D

I dag er vist dagen, hvor jeg skal have indhentet noget af det jeg skulle have nået de sidste par dage.
Dvs. Drivhuset skal ryddes op, så det kan blive vasket af. Men om jeg når det hele i dag ved jeg ikke før jeg kommer i gang. Også håber jeg mit Kastanjehegn kommer i dag.

Ha´en dejlig dag.
Hygge fra Mamse.

Senere lige en opdatering;
Jeg har nu ringet til Bilka for, at finde ud af hvor mit hegn bliver af.  Der er sket en fejl ved at jeg ikke har fået afvide, at jeg først kan få det d. 28 Marts.!!!
Stakkels den unge pige jeg talte med hun undskyldte mange, mange gange, så jeg sagde til hende, at det kunne hun jo ikke gøre for. Jeg har indtryk af, at hun desværre har været udsat for mange skæld ud i dag.
At jeg ikke kan få mit hegn før d. 28 ødelægger godt nok lige de planer jeg havde lavet, men det må jeg så lave om. Det går nok. Vi havemennesker er alligevel så vant til at have tålmodighed med det meste. Men nu ved jeg da ca. hvornår det kommer.

tirsdag den 13. marts 2012

Ja det er ganske vist.....

I går gik jeg lige en haverunde. Jeg trængte til, at få lidt luft efter at have været nedlagt i flere dage først med ryggen (det er nu ikke noget nyt) så nu render jeg "kun" rundt med et hoved, der føles som om det kan sprænge hvornår det skal være :-O og dertil følgende kvalme..... flot :-/
Men det lønnede sig da at gå lidt ud, for hvad fandt jeg? Ta daaaaa.... den første Krokus i surbundsbedet;

Min lille Krokus.
Den er meget lille, men den er´der :-D Som du kan se er der også Narcisser på vej. Mange. Og andre steder Tulipaner. Uha det er spændende.

Omme i forhaven var de her kommet op, og gået i gang med at blomstre;

Små Tete-a-tete.

Tete-a-tete i nærbillede.
Okay jeg ved godt mine billeder ikke har "Signe kvalitet", for det er taget med mit lille lommekamera, men man kan da se hvad det er ;-D
I mit forsøg på at "skyde" et nærbillede kom jeg til at se, (underligt man nogle gange ikke ser det der er lige foran snuden på en´) det her;

Det nærmest "vælter" op med forårsblomstrende vækster.
Så er det dagen i dag, hvor jeg gerne skulle modtage mit Kastanjehegn.  Glæder mig.

Ha´en rigtig god dag, Meteorologerne har i øvrigt lovet godt vejr :-D
Hygge fra Mamse.

Synes lige du skal se den her, jeg fandt på Facebook;


søndag den 11. marts 2012

Kvindelist, der virker.....

"Man må sno sig" sagde ålen..... og det gjorde hun så´;-D hi hi....hvor snedig har man lov at være?

For lang tid siden, (nok ca. 1 år) siden da overnissen fik Idéen med, at nu skulle haven planes ud.
Fik jeg så til gengæld Idéen, med at bruge Kastanjehegn i haven. Men det´syntes han godt nok ikke om. Det var noget pindebrænde mente han. Det kan godt ske det er det, men det ser sgu godt ud. Nå men øv.....
Men nu har jeg levet længe nok til, at vide at man ikke skal opgive alt for hurtigt, hvis det virkeligt er noget man ønsker sig. Så skal man bare væbne sig med tålmodighed, nogle gange meget tålmodighed. Jeg vidste, at det rette tidspunkt ville komme, til at føre min plan ud i livet.

Ind imellem har jeg så serveret et smukt billede for ham, hvor hegnet var på (ikke for tit, det skulle jo ikke virke for oplagt) når jeg havde fundet et´, og vist ham, med ordene; "Er det ikke smukt", eller "Hvor ser det hyggeligt ud".
Nu har jeg jo gået og regnet på, hvad det ville komme til at koste, at lave den have..... pu ha uha uha det er dyrt, hvis der skal blive råd til det hele.... det ved han også godt, overnissen. 
Da jeg så for en mdr´s tid siden så Bilka fik hegnet hjem til en fornuftig pris, begyndte jeg at lægge min slagplan.
Og i dag var så dagen, hvor jeg førte min plan ud i livet.

Jeg har siddet og nørdet med min computer, hele dagen og set klip på youtube med smukke haver. (Hvor han har smugkigget lidt med over skulderen ovre fra "hans" sofa.) Så sagde jeg sådan lige lidt henkastet til overnissen, "Hvad siger du til hvis jeg bestiller 20 m. Kastanjehegn op til vores køkkenhave/frugthave? Jeg skal nok selv betale. Det skal være min fødselsdagsgave til mig selv. Så kan vi jo bare udskifte det til et bedre engang?"
"Jamen jeg troede du sagde du ville have roser deroppe?"
"Ja, men jeg har en ide´om, at roserne skal vokse op af, og ligesom flette sig ud og ind af hegnet. Det vil bare være flot. Så kan man skimte, hvad der er bagved hegnet, men alligevel ikke se det helt før man går derop. Også kan naboen heller ikke glo ned i haven."
"Jow det kan du såmen godt gøre."  TA DAAaaaaa..... så´var den hjemme ;-D
Så nu har jeg bestilt 20 m. Kastanjehegn, som jeg skulle modtage på onsdag!!!

Billede af Kastanjehegn, venligst udlånt af www.bilka.dk

Prøv at forestille dig Roser og Klematis sno sig ud og ind af hegnet.  Uha jeg kan da næsten ikke vente.
Nu håber jeg det bliver lige som jeg har forestillet mig det.

Her er vejret gråt i dag, og det blæser en halv pelikan, så jeg bliver inde og hygger mig med kaffe, måske lidt blomstersåning, og dagdrømme.
Ha´en rigtig god søndag.
Hygge fra Mamse.

onsdag den 7. marts 2012

Ja så gjorde jeg det igen......

Jeg vil gerne advare imod, at tage i Netto i disse tider! Så er det´sagt. Der burde uddeles håndjern, og papirsposer (til at tage over hovedet, så man ikke kan se noget) ved indgangen...... på den anden side, er det alletiders, hvis man har en lav-budget-have, eller lige mangler noget til, at fylde et par huller i haven ud med.... og det må man sige jeg har.
Okay det jeg har´ er vel nærmere et stort sort rungende krater, der ligger derude og råber; PLANTER, LAD MIG FÅ PLANTER.

Så i går sent eftermiddag/aften var jeg i Netto, med "fristeren" Morten. Altså hvis ikke jeg selv kan finde ud af at proppe i vognen, så kan han. Det er det jeg siger; jeg er sikker på han er skabs-havenørd. Han vil bare stadig ikke indrømme det ;-D
Så hvad røg der i vognen;

Roser, Liljer, og Våriris.

Mørkerøde roser "London" 3 stk. (Jeg kan godt lide når planter bliver plantet i et ulige tal sammen, 3, 5, eller 7)
Lyserøde roser " Queen af England" 3 stk.,
Liljer " Asiatic White" 3 stk. og
5 potter med Iris reticulata. De ligner godt nok dem jeg tidligere har stået og kigget på, men ikke købt pga. de ikke tåler frost. På de her står der, at de tåler let  frost.
For roserne gav jeg 15 kr. pr. stk.!!! Liljerne kostede 8 kr. pr. pose (De havde mange forskellige, at vælge imellem, bl.a. også mange Dahliaer .) Og de små underskønne Iris kostede 12 kr. pr. potte.
Altså til de priser vil jeg sige; Det er  rigtig skønt, hvis de vil gro, og vil de ikke´, er det jo ikke den store formue der er gået tabt.
Roserne og Liljerne skal der om,  hvor der bliver "skreget" på planter ;-D Og de små underskønne Iris skal ud foran huset, og stå og hygge sig sammen med de små Tete-a-tete, og Vintergækkerne.

Bedet ude foran huset.
Sidste år satte jeg 21 potter med Tete-a-tete, ude foran huset, også var jeg i "vildnisset", og grave Vintergækker op, som jeg satte sammen med de små skønne. Også var det jeg tænkte, at det ville være prikken over i'et, hvis de små underskønne Iris kom ud, og gjorde dem selskab.

Alt det andet i bedet er i dag helt anderledes, da jeg har måtte bruge det til opbevaring, af nogle af de planter, der blev flyttet fra baghaven sidste år da vi skulle lave om. Men det vil jeg vise mere om en anden dag.

Iris reticulata.
Jamen altså, er de ikke skønne?

Nu skal du se noget andet skønt, men det var noget, der kom med posten forleden dag;


CD´kort og Kornblomtfrø.
Ta daaaaa.... Det var et smukt kort fra Eva fra bloggen "Evigglade", med de blomsterfrø jeg vandt i hendes Give-away for noget tid siden. Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen; Tusind tak Eva for det smukke kort, og frøene. Glæder mig til, at få frøene i jorden.

Kornblomster elsker jeg bare. Til sommer skal du bare se løjer, der vil jeg vise dig den skønneste mark, der ligger her i nærheden. Om sommeren er den helt blå af Kornblomster, også er der lige et par røde Valmuer imellem til, at "spice" det lidt op med. Det er et fantastik syn man desværre ikke ser så mange steder mere pga. landbruget bruger så store mængder ukrudtsmidler. Glæd dig :-D


Nu´glæder jeg mig til, at få dagens første kop kaffe, og sidde og nyde at solen skinner, og fuglene synger.
Kan du ha´en rigtig god dag.
Hygge fra Mamse.